FAKTA: Danske Banks hvidvasksag skridt for skridt

Danske Banks filial i Estland har været centrum i en enorm sag om hvidvask af milliarder.

Danske Bank blev i årevis brugt til at hvidvaske milliarder af euro og dollar for alt fra oligarker til den russiske efterretningstjeneste.

Banken blevet ramt af den ene afsløring efter den anden.

Her følger et overblik:

* I marts 2017 skrev Berlingske, at omkring 140 milliarder kroner fra 2010 til 2014 ulovligt blev ført ud af Rusland for at blive vasket hvide i flere banker.

* I Danske Banks filial i Estland indgik flere end 1500 transaktioner til en samlet værdi af syv milliarder kroner i sagen ifølge Berlingske.

* Danske Bank erkendte, at kontrollen i den estiske filial ikke havde været god nok.

* Siden har Berlingske beskrevet, at regimet i Aserbajdsjan har kanaliseret milliarder gennem banken i Estland.

* Ifølge avisen gjorde en whistleblower allerede i 2013 bankens ledelse opmærksom på problemer og mulige ulovligheder. Ledelsen reagerede ifølge avisen først langt senere.

* Et internt brev advarede også i 2014 direktionen om, at filialen i Estland handlede i strid med hvidvaskreglerne. De ansatte skulle ligefrem have hjulpet med at skjule kunderne for myndighederne.

* Sagen førte til, at aktiviteterne i Estland blev lukket.

* Danske Bank satte i september 2017 gang i en intern undersøgelse. Resultatet ventes i september 2018.

* Banken har fået hård kritik for sin håndtering af sagen - både af Finanstilsynet i Estland og Danmark og fra en stribe politikere, herunder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

* I 2018 udtalte Finanstilsynet hård kritik af Danske Banks ledelse og pålagde banken at sætte fem milliarder kroner til side.

* I juni 2018 kunne Berlingske fortælle, at den estiske afdeling var bank for et selskab involveret i en stor våbenhandel mellem Nordkorea og Iran.

* I juli skrev Berlingske, at omfanget af hvidvask gennem Danske Banks estiske afdeling kan være mindst 53 milliarder kroner - mere end dobbelt så meget som hidtil antaget.

* Senere i juli oplyste banken i sit regnskab, at den brutto har tjent 1,5 milliarder kroner på de ikke-estiske kunder. Danske Bank uddybede ikke, hvor stor en del af de penge der kommer fra kriminelle kunder.

* Ultimo juli skrev Jyllands-Posten, at yderligere 55 millioner svindlede kroner fra kriminelle i USA er blevet sendt igennem Danske Bank i september 2015, hvor afviklingen af hvidvaskkunderne var i gang.

* Mandag skriver finansmediet Financial Times, at cirka 192 milliarder kroner fra russere har passeret gennem Danske Banks estiske filial på et år. Det var i 2013.

Mediet har angiveligt set et udkast til en kommende rapport om hvidvasksagen, der omhandler den estiske filial. Det fremgår ikke, om alle pengene er mistænkt for at relatere sig til hvidvask.

Danske Bank kan ikke bekræfte oplysningerne fra mediet, lyder det i en mail til Ritzau.

Kilder: Berlingske, Jyllands-Posten og Ritzau.

/ritzau/