Danske Banks regnskab for tredje kvartal bærer stærkt præg af den store hvidvasksag, der som banken er involveret i.
I Danske Banks estiske filial flød milliarder af euro mere eller mindre uden kontrol fra Østeuropa ind i Europa og videre til flere andre lande.
På trods af gentagne advarsler gjorde ledelsen i Danske Bank ikke noget for at stoppe den lukrative forretning.
Læs her om de mange advarsler.
* I slutningen 2006 køber Danske Bank finske Sampo Bank for 30 milliarder kroner, og med i handlen er den estiske afdeling, der senere bliver centrum for sagen.
* I starten af 2007 bliver Danske Bank advaret om mistænkelige kunder i sin estiske filial. Ifølge finanstilsynet i Estland og den russiske centralbank bruger kunder banken til blandt andet hvidvask.
* I 2009 kommer det estiske finanstilsyn med endnu en kritisk rapport om Danske Bank, men den er ikke helt så hård som to år tidligere.
* I 2013 stopper den amerikanske bank JPMorgan sit samarbejde med Danske Bank som følge af hvidvaskforebyggelse. Danske Bank går i gang med at undersøge udenlandske kunder, men undersøgelsen blev ikke ført til ende.
* I slutningen af 2013 sender Howard Wilkinson en rapport til et medlem af direktionen. Rapporten advarer om store problemer med hvidvask i Estland.
* I 2014 advarer Danske Banks interne revision om problemer i Estland. Et internt brev beskriver, at de ansatte ligefrem skulle have hjulpet med at skjule kunderne for myndighederne.
* I 2015 stopper Deutsche Bank sit samarbejde med Danske Bank i Estland og advarer om mistænkelige kunder. Samme år lukker Danske Bank filialen i Estland for udenlandske kunder.
* I marts 2017 skriver Berlingske Business for første gang om sagen. Siden beskriver avisen, hvordan alt fra russiske rigmænd til regimet i Aserbajdsjan har kanaliseret milliarder gennem banken i Estland.
* I september 2017 sætter Danske Bank gang i en intern undersøgelse.
* I maj udtaler Finanstilsynet hård kritik af Danske Banks ledelse som følge af sagen.
* I september offentliggør Danske Bank sin egen undersøgelse af sagen. Op mod 6200 kunder har brugt banken til mistænkelige overførsler.
Samlet er der flydt 1500 milliarder kroner gennem banken, og en stor del af beløbet betegnes som mistænkeligt. Banken erkender, at den tidligere skulle have reageret på advarslerne og ikke har gjort sit arbejde godt nok.
/ritzau/