FAKTA: Centrale punkter i amerikansk-mexicansk handelsaftale

Ny handelsaftale skal sikre bedre vilkår for arbejdere i bilindustrien og beskytte intellektuel ophavsret.

USA og Mexico nåede mandag til enighed om rammerne for en erstatning for Den Nordamerikanske Frihandelsaftale (Nafta).

Aftalen omfatter foreløbig kun Mexico og USA og dermed altså ikke Canada, der ellers er med i den oprindelige Nafta-aftale. Det ventes dog, at Canada vil tilslutte sig forhandlingerne.

Her følger nogle af de centrale punkter i aftalen mellem USA og Mexico.

* Tidshorisont.

Aftalen mellem USA og Mexico skal gælde i 16 år, men vil blive evalueret hvert sjette år.

Hvis der opstår uenigheder i den periode, vil parterne have ti år til at løse knasterne, før traktaten udløber.

* Højere løn til ansatte i bilindustrien.

Mexico og USA er blevet enige om store ændringer for ansatte i bilindustrien. De nye aftaler vil ifølge USA føre til højere lønninger og afskrække amerikanske virksomheder fra at flytte produktionen til udlandet.

Aftalen indeholder et krav om, at 75 procent af alle autodele skal produceres i enten Mexico eller USA. Samtidig skal mellem 40 og 45 procent af et køretøjs værdi fremstilles i områder, hvor arbejderne tjener mindst 16 dollar i timen.

* Nye rettigheder for arbejderne.

Ifølge USA's handelsrepræsentant, Robert Lighthizer, er kravene til arbejdernes forhold de strengeste, der nogensinde er blevet forhandlet på plads.

Aftalen indeholder vidtrækkende krav til, at landene lever op til internationalt anerkendte arbejderrettigheder.

Det omfatter blandt andet et forbud mod at importere varer, der er produceret gennem tvangsarbejde. Det skal blandt andet beskytte migrantarbejdere.

* Beskyttelse af landbruget.

De to lande er blandt andet blevet enige om ikke at indføre told på landbrugsvarer.

* Intellektuel ophavsret.

Toldmyndighederne får i alle havne beføjelser til at beslaglægge alle formodede kopivarer ved ankomst og afsendelse.

De nye regler indeholder også en bedre beskyttelse af ophavsret, patenter og tilladelser.

* Alkohol.

USA og Mexico er blevet enige om at lempe krav til certificering for at gøre handlen med vin og alkohol nemmere.

Mexico vil fortsætte med at anerkende bourbon og Tennessee whisky som amerikanske produkter. Til gengæld vil USA fortsat anerkende tequila og mezcal som mexicanske produkter.

Kilder: AFP og Reuters

/ritzau/