Howard Wilkinson advarede i 2013 om hvidvask i Danske Banks estiske filial, som har været centrum i stor sag om hvidvask.
Den 47-årige brite var i syv år chef for Danske Banks handelsenhed i Baltikum og har erklæret sig klar til at vidne i Folketinget og Europa-Parlamentet i sagen.
Her er et overblik over hans tid i Danske Bank og de advarsler, han sendte om hvidvask i den estiske filial:
* Howard Wilkinson begyndte i Danske Banks estiske filial i slutningen af 2006, kort tid efter at banken havde købt den. Han var chef for Danske Bank Markets i Baltikum, der stod for handel med værdipapirer som aktier og obligationer.
* I 2012 opdagede Howard Wilkinson at et britisk selskab, der dagligt førte millioner gennem banken, i sine regnskaber oplyste, at det ikke havde nogen aktiver. En chef i filialen forsikrer ham om, at der er tale om en fejl.
* I slutningen af december 2013 opdager han, at det britiske selskabs regnskaber stadig ikke afspejler de store beløb, det fører gennem Danske Bank.
* Howard Wilkinson opdager, at flere af hans kolleger sandsynligvis har været klar over det. Han sender en mail til fire medlemmer af Danske Banks ledelse, hvor han advarer om, at kriminelle fører penge gennem den estiske filial.
* I starten af 2014 sender Howard Wilkinson endnu en mail, efter at han har tjekket yderligere tre kunder. De har alle opgivet falske oplysninger til de britiske myndigheder.
* I marts 2014 har han kigget på yderligere 12 kunder, som har lavet samme nummer. I alt sender Howard Wilkinson fire henvendelser til Danske Bank-ledelsen.
* I april 2014 finder han ud af, at ledelsen i den estiske filial har lyttet til samtaler, han har haft med bankens revisorer. Han bliver sur og bange og beslutter at sige op.
* I september 2018 står Howard Wilkinson frem med navn, efter at flere estiske medier har udpeget ham som whistlebloweren.
* 23. oktober 2018 melder han sig klar til at vidne i sagen i både Folketinget og Europa-Parlamentet.
Kilder: Berlingske, Wall Street Journal, Reuters, Ritzau.
/ritzau/