Ferielovudvalget præsenterer tirsdag klokken 11 sit forslag til en ny ferielov.
Dermed er der lagt op til en ændring af den knap 80 år gamle ferielov, som blev indført i 1938 og sikrede danskerne ret til to ugers ferie om året.
I løbet af de 80 år er loven blevet udbygget flere gange. Med en ny ferielov ønsker regeringen en mere moderne og enkel lov, som er let at administrere - og som tager hensyn til EU-retten.
Få et overblik over ændringerne i ferieloven:
* I 2014 åbnede EU-Kommissionen en sag mod Danmark. Kommissionen mente, at den danske ferielov strider mod EU's arbejdstidsdirektiv, der slår fast, at lønmodtagere har ret til fire ugers betalt ferie.
* Et af problemerne er, at der kan gå op til 16 måneder, fra man bliver nyansat, til man får mulighed for at få sine feriepenge. Det skyldes, at det danske ferieår løber fra maj til maj, mens optjeningen følger kalenderåret.
* I 2015 nedsatte regeringen ferielovudvalget, der skal komme med forslag til en mere moderne ferielov - der overholder EU-direktivet. Udvalget er sammensat af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter.
* Liberal Alliance og Konservative vil droppe modellen, hvor man indbetaler 12,5 procent af sin løn til statens feriekonto hver måned til én årlig udbetaling. De vil i stedet udbetale feriepenge med lønnen hver måned.
* Umiddelbart efter ferielovudvalgets fremlæggelse begynder de politiske forhandlinger om en ny ferielov.
Kilder: Beskæftigelsesministeriet, EU-Oplysningen og Ritzau.
/ritzau/