Mit navn er Mette Schak Dahlmann, og jeg arbejder som murer, hvilket jeg er stolt af. Jeg har noget på hjertet, og derfor slår jeg et slag for bedre arbejdsmiljø og mere mangfoldighed. Det gør jeg ved aktivt at bruge min stemme i den offentlig debat. Jeg forsøger at skabe forandring og rykke status quo ved at sige noget, som er anderledes og noget som er nyt, fordi jeg hader uretfærdighed og ulighed!
- Du er da en sur gammel kælling!
Sådan lød ordene fra en sælger ved Det Faglige Hus, inden han klaskede røret på. Tak for kaffe, svarede jeg, da forbindelsen røg.
Jeg havde sagt nej tak til et tilbud fra Det Faglige Hus om at spare penge ved at melde mig ud af 3F og tilmelde mig ind Det Faglige Hus. Sælgeren mente, det var for dumt af mig, at jeg ikke havde råd til at spare penge.
Jeg mærkede på egen krop at have brug for hjælp under min læretid som murer.
Jeg fik ikke det værktøj, man har krav på. Arbejdstøjet, ferien var lige så ustabil som den variable rente på et kviklån, og så arbejdede jeg for det meste alene. Lavede ting, som ikke havde noget at gøre med murerfaget: eksempelvis rive græs sammen hos mester, efter han havde kørt en tur med havetraktoren.
Slået græs ved hans sø, eller når jeg stod alene ude ved kunderne og måtte gå ud i bilen for at Google mig frem til, hvordan man lagde et diagonalt klinkegulv.
Halleluja for Google og YouTube!
"Bottom line". Jeg lærte ikke det, som jeg skulle og var rigtig ked af at gå på arbejde. Min uddannelse hang i en meget tynd tråd!
Min fagforening hjalp mig videre og sikrede mig mine rettigheder. Jeg var så heldig ved at stoppe i lære ved den mester. Rygterne gik på, at jeg havde meldt mesteren for sexchikane. Det gjorde det ikke nemmere for mig at finde en ny læreplads!
Hvis ikke jeg havde haft min fagforening bag mig, havde jeg ikke været udlært den dag i dag.
Jeg havde heller ikke dengang kunnet ignorere rygterne om mig, bare fordi jeg havde sagt min læreplads op i håb om at finde et bedre sted, hvor jeg ville blive respekteret og lære at mestre selve håndværket.
Min "rigtige" fagforening sørger faktisk for, at vi har ordentlige forhold, men det er måske for meget at bede om? Eftersom ingen ønsker at være organiseret i en rigtig fagforening? Ja, jeg spørger bare, for jeg mener ikke, vi har råd til at spare penge lige nu og her for så at udsætte regningen.
Det er som at pisse i bukserne - befriende og varmt i 2 sekunder.
Det svarer jo til at optage kviklån. Regningen og omkostningerne er noget, som først kommer senere, og så er det både umuligt og for sent for os alle at betale tilbage.
Vi mister simpelthen vores værdighed og ender som lønslaver!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.