Konfliktvarsel har fået fagforeningers medlemstal til at boome. Det viser en stikprøve, som DR Nyheder har foretaget om forskellen på medlemsfremgangen lige nu sammenlignet med samme periode sidste år.
Studenterorganisationen Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) er en af de fagforeninger, der har oplevet markant medlemsfremgang i marts måned sammenlignet med samme periode sidste år.
- Vi kan se, at stigningen fortsætter og fortsætter, og nu er vi ved at være færdige med vores introperiode, hvor der sker en naturlig fremgang grunden studiestart for nye studerende, siger Rikke Lauritzen, der er sekretariatsleder i PLS, til Avisen.dk.
Påpasselige med udmelding af medlemsfremgang
De har været påpasselige med at melde ud, at det har direkte sammenhæng med den mulige konflikt, men nu er introperioden snart slut, og Rikke Lauritzen fortæller, at PLS er flere medlemmer end de har været i mange år.
Sidste år havde PLS en medlemsfremgang på 585 personer mellem midten af januar og midten af marts. Det svarer til en stigning på knap 8,5 procent. I samme periode i år har PLS oplevet en medlemsfremgang på 951 personer svarende til næsten 13 procent.
Læs også: Pædagogstuderende om valg af forening: Nu føler jeg mig klædt på til konflikt
Større bevidsthed om betydning af fagforening
Arbejdsmarkedsforsker på Roskilde Universitet Bent Greve anerkender også, at der har været en betydelig tilgang af unge medlemmer i de faglige organisationer op til diskussioner om en mulig strejke og en mulig lockout.
- De (de studerende red.) finder ud af, at det kun er, når man står sammen, at man kan sikre gode løn- og arbejdsvilkår fremover. Det er det, som medlemstilgangen afspejler, siger Bent Greve til Avisen.dk.
Bent Greve mener således, at de unge bliver bevidste om de goder, der er ved at være medlem af en fagforening, som er blevet taget for givet forhen.
- Mange er bekymrede for, hvordan de står generelt og økonomisk set under en strejke eller en lockout. Derfor bliver de klar over vigtigheden af at være med i et fællesskab, siger han.
Generel stigning af unge medlemmer
Bent Greve gør samtidig opmærksom på, at der de seneste fem år har været en generel stigning i antallet af unge, der melder sig ind i en a-kasse og en fagforening. Det afspejler, at unge er blevet bevidste om, at der ikke nødvendigvis står et job klar til dem.
- Mange unge ved godt, at arbejdsmarkedet er blevet mere usikkert, end det har været før. Selvom ledigheden er lav lige nu, er der stadig stor risiko for at være ledig, eller at den offentlige sektor flytter ud, hvor man af familiemæssige eller andre grunde ikke kan flytte med, siger Bent Greve.