Kærlighed er ikke altid rosenrød.
Specielt ikke hvis flirten over kaffeautomaten på arbejdspladsen udvikler sig til et parforhold eller ægteskab.
Flirt, nus og kys i landets kontorlandskaber kan nemlig skabe store problemer, fortæller arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat, June Halvorsen.
- Det handler om at beskytte medarbejderne imod, at nogle kan have noget i klemme, når der opstår kærlighedsforhold. Der kan opstå sladder og mistillid, så det er godt at komme det i forkøbet, siger hun.
Ikke ulovligt
Der er ingen lov mod parforhold på arbejdet. Derfor opfordrer HK/Privat til at virksomheder laver personalepolitik, der omhandler kærlighed på jobbet. Det sker, efter at Avisen.dk kan fortælle, at mere end hver 10. danske parforhold begynder på jobbet.
- Det handler om at tage snakken, være åben og få alle kortene på bordet, siger hun.
Selvom 'personalepolitik' ikke lyder synderlig sexet og næppe får varmen til at stige i kinderne, kan det blive en nødvendighed.
- Personalepolitik kan være helt ned i detaljerne. Må man nusse lidt i krogene? Er der nogen, som bliver generet af det? Derfor er det godt at have retningslinjer, der kan blive udformet i samarbejdsudvalget eller i arbejdsmiljøorganisationen, siger June Halvorsen.
Usikkerhed resulterer i fallit og mistillid
Ifølge HK/Privat er et parforhold noget, der griber ind i alle led. For kæresteparret kan det især skaber usikkerhed.
- Man bliver som par også skrøbelig, når det handler om indtægt. For hvad hvis der kommer nedskæringer eller fyringsrunder i firmaet. Så har man jo alle æg i en kurv, siger June Halvorsen og råder kærestepar om at søge efteruddannelse eller skifte afdeling for at sikre sig.
Hun fortæller også, at romantik mellem en leder og en ansat kan skabe drama i særklasse. Kollegaer kan nemlig så begynde at så tvivl om, hvorvidt lederen er inhabil, eller partneren bliver forfordelt.
Trivslen i fare
En leder kan også stå med en hovedpine, hvis to ansatte finder sammen.
- Der kan være ledere, som er utrygge omkring, hvad det kan komme til at betyde for effektiviteten og trivslen, siger June Halvorsen.
HK/Privat vil dog nødig være lyseslukker og male fanden på væggen. Kærligheden skal hyldes, men det er altid godt, når alle involverede parter er enige om spillereglerne.
- Mennesker mødes, sød musik opstår, og hvorfor skulle det ikke ske på arbejdspladsen? Men det er altid en god idé med personalepolitik på området, slutter June Halvorsen.