Karen Stæhr er uddannet sygehjælper og begyndte sit faglige engagement, da der blev lukket en masse sengepladser på den afdeling, hvor hun var ansat. Omdrejningspunktet for hendes arbejde er retfærdighed og kampen mod uligheden. Hun har siden taget diplomuddannelse i ledelse og en master i Arbejdsmarked og personaleforhold fra Aalborg Universitet. Karen er tidligere formand for FOA's 100.000 social- og sundhedsansatte, de mennesker som arbejder tættest på borgerne og patienterne.
Dennis Kristensen er uddannet portør og var fra 2002 til maj 2018 forbundsformand i FOA, Danmarks tredjestørste fagforbund. Størstedelen af medlemmerne i FOA er ansat i kommuner og regioner. Dennis frasagde sig som FOA-formand bestyrelseshonorarer og rejser på business-class og åbnede FOA for både medlemmer og offentligheden. Han kæmpede ihærdigt for adskillelsen af Socialdemokratiet og fagbevægelsen. Privat er han far til to voksne døtre. Han bor i et rækkehus med hustruen Dorte, der er bioanalytiker på Rigshospitalet.
DET MÅ VÆRE det signal, som regionskommunen ønsker at sende med den nye spærretid, som lukker pressen ude fra at komme på kommunale institutioner for at følge de ansattes arbejde som led i dækningen af valgkampen op til kommunevalget. Og samtidig afskærer spærretiden de ansatte for at svare på spørgsmål fra pressen i arbejdstiden.
Kommunaldirektøren har begrundet adgangsforbuddet overfor pressen og mundkurven til de ansatte med en opsigtsvækkende forklaring om, at administrationen skal være neutral og ikke give anledning til politisk debat.
Opsigtsvækkende, fordi konsekvensen er et indgreb i pressefriheden og de ansattes ytringsret. Og dermed en bekymrende indskrænkning af demokratiet.
Og opsigtsvækkende, fordi både den trykte og elektroniske presse i disse uger bringer en strøm af reportager og valg-indslag fra kommunale institutioner i resten af landet.
I ET DEMOKRATI skal den offentlige sektor være åben og gennemsigtig for borgerne og dermed for pressen. Borgere og presse skal kunne se den offentlige forvaltning og de offentlige institutioner over skuldrene. Og pressen skal ikke kun kunne begære aktindsigt i myndighedsbehandling og -afgørelser.
Pressen skal også kunne besøge velfærds- og serviceinstitutioner - naturligvis tilpasset arbejdsgange og spidsbelastningstidspunkter, og i fuld respekt for brugernes anonymitet. Tidspunkter og rammer for anvendelse af kameraer, mikrofoner og notesblokke må naturligvis aftales med den pågældende institution, og må indrette sig efter de begrænsninger, som er nødvendige i forhold til brugernes ret til anonymitet og institutionens arbejdsrytme.
Spillereglerne for pressens anvendelse af skjult kamera er derimod af en helt anden beskaffenhed, der skal sikre både brugere og ansatte mod journalistiske overgreb.
Når Bornholms Regionskommune indfører en selvbestaltet spærretid overfor pressen, så er det i realiteten også en spærretid for demokratiet. Det er virkelig overraskende, at de bornholmske politikere vil lægge navn til den form for demokrati-indskrænkninger.
SPÆRRETIDEN RAMMER OGSÅ de kommunalt ansattes kontakt med pressen. Ytringsretten, der ligger i de offentligt ansattes udvidede ytringsfrihed er ved en énsidig arbejdsgiverbeslutning udskiftet med en mundkurv i arbejdstiden.
Social- og sundhedsassistenten må ikke svare på spørgsmål om den ældrepleje, som hun er den praktiske ekspert på, før hun får fri. Pædagogen må ikke sige en lyd om børnehavens virkelighed, som hun sammen med pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter kender bedre end alle andre. Folkeskolelæreren, sygeplejersken, socialpædagogen og alle de andre kommunalt ansatte må ikke have synspunkter, før klokken ringer til fyraften.
Regionspolitikerne har trods alt ikke turde forsøge sig med en mundkurv, der også gælder i fritiden.
MEN HVORDAN POKKER forestiller de sig, at synspunkter til eller svar på spørgsmål fra pressen i fritiden ikke forstyrrer valgkampen, mens det samme fremført i den arbejdstid, som kan ligge på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet, risikerer at påvirke, hvor vælgerne sætter deres kryds? Det er da alligevel en gang forvrøvlet sludder på et usædvanligt lavt niveau, som vi normalt ikke møder fra politiske kredse.
Trods spærretidens indpakning i gennemsigtigt cellofan, så er der tydeligvis tale om et frontalt angreb - med delvis politisk opbakning - på ytringsfriheden og demokratiet.
De offentligt ansatte har ret til at ytre sig. Også om ressourcer, serviceniveau, arbejdsgange, ledelsesforhold, politiske beslutninger og alt det, der ikke er omfattet af tavshedspligten om personfølsomme oplysninger om borgere. Det har kommune efter kommune måttet erkende, når Ombudsmanden har vredet deres ører røde og udstyret dem med ekstra næser.
Og ikke alene har de offentligt ansatte en ytringsret. Skatteborgerne kan med rette forvente, at de ansatte siger fra overfor forhold, der ikke er i orden, eller som ikke svarer til politiske løfter til befolkningen. Hvem skulle ellers?
FOA AFTALTE FORLEDEN med Aarhus-rådmanden Jette Skive at skabe et fælles projekt, der skal ændre tavshedskulturen i ældreplejen til en ytringskultur, hvor de ansatte taler lige ud af posen til ledelser, politikere og offentlighed.
Den forandring kommer ikke af sig selv. Det forudsætter klare politiske signaler om, at debat og kritik er velkommen. Det kræver ledelsesmæssig opbakning i hverdagen, og det kræver opbakning og aktivt medspil fra tillidsrepræsentanter og fagforening.
Tavshedskulturen har nemlig bidt sig fast i den offentlige sektor. Godt hjulpet på vej af den slags signaler, som Bornholms Regionskommune sender med sin spærretid. Der er åbenbart meget længere fra Aarhus til Rønne, end man kan se på en GPS.
To ud af tre ansatte i ældreplejen frygter i dag, at de bliver udsat for repressalier, hvis de afslører kritisable forhold på deres arbejdsplads. Det viser en undersøgelse fra forskere fra RUC.
Den bornholmske spærretid i de ansattes arbejdstid giver kun mening, hvis politikerne vil iværksætte repressalier overfor ansatte, som på trods af bandbullen mod ytringsfriheden alligevel vælger at svare en telefon fra en journalist i arbejdstiden. Derfor en serviceoplysning til forvaltning og politikere: Himlen falder ned, hvis I prøver på den slags.
Mere end hvert tredje FOA-medlem i ældreplejen har holdt kritik tilbage af frygt for negative konsekvenser.
Det er den form for selvcensur, som Bornholms Regionskommune støtter og øger med sin spærretid.
Selvcensur skaber ikke bedre velfærd.
Bedre velfærd skabes, når de ansatte rejser problemer, peger på fejl og mangler og foreslår løsninger. Når de ansatte med andre ord engagerer sig aktivt i at skabe et endnu bedre velfærdssamfund.
Man kan ikke med rimelighed beskylde de bornholmske politikere for at hjælpe det engagement hos de ansatte på vej. Tværtimod.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.