”Det går godt”. ”Væksten har bidt sig fast”. ”Beskæftigelsen er høj”.
Sådan lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i dagens åbningstale i Folketinget.
LO er enige med Løkke i, at der er ved at komme gang i samfundets kedler igen, men de er uforstående over for behovet for skattelettelser og besparelser på velfærden.
Det siger LO’s næstformand Arne Grevsen i en pressemeddelelse.
– Det hænger jo ikke sammen. Vi har tværtimod netop nu behov for at investere i de unges uddannelse, så vi har faglærte nok i fremtiden. Vi skal forbedre arbejdsmiljøet, så vi kan holde til den senere pensionsalder og desuden skal vi have en solid, permanent indsats i bekæmpelsen af social dumping, så alle kan tjene en ordentlig løn, de kan leve af, udtaler Arne Grevsen.
Regeringen har i sit nye finanslovsforslag for 2018 lagt op til skattelettelser for samlet 23 milliarder kroner, hvor der er lagt op til, at skatten på arbejde, biler og pensioner skal sættes ned.
Blandt andet lægger regeringen op til, at reserven fra kontanthjælpsloftet skal være med til at finansiere lavere bilafgifter.
Lars Løkke Rasmussen sagde i sin tale, at han vil lette skatten for dem, der tjener mest. Men den udlægning er LO ikke enig i.
– Men det er jo de rigeste, der får mest gavn af regeringens skattelettelser. Regeringen forsøgte at lægge røgslør ud, men faktum er, at de rigeste både vinder mest i kroner og øre og i procent. Regeringens forslag til skattereform er desværre grundlæggende skæv, siger Arne Grevsen og uddyber:
– Det bekymrer mig, at Lars Løkke ikke nævnte, hvordan han vil finansiere skattelettelserne. Regeringen har tidligere påpeget, at der skal skæres i overførselsindkomsterne. Men hvor? Det mangler vi stadig svar på her 35 dage efter, at regeringen har fremlagt sit skatteudspil.