Antallet af turister, der besøger Kinas hovedstad, er faldet med over 14 procent i årets første seks måneder i forhold til samme periode i 2012, rapporterer statslige kinesiske medier, der navnlig giver luftforurening skylden for den nye udvikling.
Det samlede antal af turister, der ankom til Beijing i årets seks første måneder, faldt 14,3 procent i forhold til sidste år, skriver det statslige Kinas Dagblad.
- Det er første gang, at Kinas hovedstad oplever et fald i antallet af turister. Den svage globale økonomi menes også at have indvirkning på faldet, hedder det videre.
- Hyppig luftforurening har bidraget til et fald i turismen, sammen med en svag global økonomi, siger Lu Young, der leder Beijings turismekommission, til Folkets Dagblad.
I første del af året ventes i alt 2,14 millioner turister at besøge storbyen.
Faldet er kommet på trods af en ny politik, der tillader rejsende fra 45 lande at stoppe i Beijing i 72 timer uden visa. De nye regler blev indført i januar.
Beijing kæmper hyppigt med farlig luftforurening. Det vakte international opsigt, da niveauet af smog i en periode i januar var næsten 40 gange så højt som de grænser, der er fastsat af Verdenssundhedsorganisationen WHO.
Sigtbarheden var reduceret til under 200 meter i centrum af byen, hvor fodgængere med ansigtsmasker havde svært ved at orientere sig i.
Det er den forcerede industriudvikling i Kina, den udbredte brug af kul, urbaniseringen og millioner af nye biler på vejene, der har skabt de ekstreme smogproblemer.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.