Busselskaberne Flixbus og Sortbillet får nu konkurrence på ruten mellem Aalborg og København.
Det er Molslinjen, som med Kombardo Expressen sætter en lynbusrute på asfalten mellem Aalborg og hovedstaden, skriver DR.
I modsætning til de to etablerede konkurrenter tager Kombardo Expressen færgen istedet for at køre over Storebæltsbroen.
I det hele taget kæmpes der hårdt på passagertransport mellem landsdelene. Således skal Molslinjen ikke kun slås med landbaseret transport som bus og tog, men også med fly.
- Det er rigtigt, at især busselskaberne kriges meget om passagererne, men vi mener dog, at vi skiller os lidt ud. Vi kører blandt andet direkte til København og stopper kun på færgen, siger Jesper Maack, PR- og kommunikationschef hos Molslinjen.
Direkte sammenlignet med DSB er det småpenge som skiller konkurrenterne. Prisen hos Kombardo Expressen starter ved 139 kroner, mens den årvågne rejsende kan slippe med 112 kroner for en togbillet.
Busserne tager ikke luften
I Aalborg Lufthavn ændrer det ikke noget, at Molslinjen ruller Kombardo Expressen ud. Til DR siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen, at den nye busrute bliver en intern konkurrence mellem busselskaberne.
- Vi har haft fjernbusser til København i mange år, og at der så kommer et ekstra selskab, bliver mere en kamp mod de andre busselskaber.
Søren Svendsen mener endda, at man kan lokke endnu flere passagerer til flytrafikken, hvis man justerer en smule på priserne.
- Hvis nogle flyselskaber sætter deres billigste billetter bare en smule ned, så tror jeg, at mange hopper på flyet i stedet for bussen, siger han.
Kombardo Expressen kører i forvejen mellem Aarhus og København og begynder at køre fra Aalborg 17. maj. Desuden åbnes der 1. september en rute fra Rønne til København.