Tidligere var der tilskud at hente, hver gang man som dansker gik til tandlægen og fik foretaget en tandrensning.
Men finansieringen af den nye aftale om fængslernes fremtid sætter nu en begrænsning på, hvor ofte der kan hentes tilskud.
I dag betaler man som dansker 184 kroner for en tandrensning. Det skyldes dog kun, at det offentlige giver et tilskud på 123 kroner hver gang.
Fra årsskiftet begrænser regeringen tilskuddet, så det kun gælder for en årlig tandrensning. Skal man have renset tænder flere gange indenfor det samme år, må man betale fuld pris, 307 kroner
Har man særlige behov på grund af for eksempel paradentose, vil man stadig kunne få tilskud.
Derved lægger regeringens finansieringsforslag sig op af Sundhedsstyrelsens anbefaling, om at man en gang om året bør få foretaget en tandrensning for at undgå tandkødssygdomme.
Reduktionen i tilskuddet vil årligt give en mindreudgift på 180 millioner kroner fra 2013.
Formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg, har svært ved at forstå regeringens finansiering af forliget om Kriminalforsorgen.
- Jeg er dybt skuffet og frustreret. Og det er jeg faktisk, fordi jeg læser det som om, at regeringen, Enhedslisten, De Konservative og Liberal Alliance har stjålet 180 millioner kroner om året fra patienterne på tandklinikkerne, siger han.
Han er enig i, at man bør se på tilskuddet, men mener, besparelsen burde blive i tandplejen og bruges til at mindske brugerbetalingen på tandlægebesøg.