Der står ofte Ferrari, Lamborghini eller Porsche bag på de fede biler, der kører nye konfirmander hjem fra kirke.
Men for de forældre, der ikke har råd til at leje en af de dyre biler, kan det være svært at hamle op med konfirmandernes forventninger.
Det fortæller DR Trekanten.
Derfor kører frivillige chauffører fra Facebook-gruppen 'Konfirmationskørsel for Udsatte' konfirmanderne hjem - ofte ganske gratis.
Det handler om at gøre børnene glade, siger 21-årige Mads Poulsen fra Fredericia, der har lavet tre aftaler om at hente konfirmander i sin Honda Civic.
- Hvis jeg kan få et smil frem på deres læber, når jeg henter dem, så er jeg også glad, når jeg selv kører hjem igen, siger han til DR Trekanten.