Den engelske avis Daily Telegraph har snakket med en 86-årig italiensk signora ved navn Evelina Tortul, og hun er ikke imponeret.
»Jeg kan ikke lide, at han skal være Englands landstræner. Aviserne og tv-stationerne vil være efter ham hele tiden og snakke negativt om alt han gør. Nu får jeg ikke ro i sjælen. Medierne er gode, når man vinder, men når holdet taber, så går de efter struben på dig! Jeg er hans mor, så det vil gøre mig ulykkelig,« siger Fabio Capellos mor i et interview med den engelske avis.
Og så benytter hun i øvrigt lige chancen til at give Englands kommende landstræner rigtig dårlig samvittighed, fordi han ikke har ringet til hende i to dage:
»Det er meget usædvanligt. Han plejer at ringe til mig hver eneste dag, så han må have meget travlt. Han har heller ikke fortalt mig om England-jobbet, jeg hører kun om det fra tv,« siger hun, før hun tilføjer at den uvorne Fabio ikke har besøgt sin stakkels, gamle mor siden september:
»Jeg håber han når at besøge mig, inden han rejser til England. Når han er rejst får jeg vel set endnu mindre til ham.«
Det svarer vel nogenlunde til at blive hentet som den første af forældrene ved klassefesten. Vi må håbe, at de andre trænere ikke driller Fabio alt for meget.
Sport&spe@avisen.dk