Den engelske topdommer Mark Clattenburg er blevet frikendt af det engelske fodboldforbund (FA) for fornærmende sprogbrug overfor Chelsea-spilleren John Obi Mikel i en ligakamp mellem Chelsea og Manchester United den 28. oktober.
Det var Mikels holdkammerat Ramires, der mente at have hørt Clattenburg komme med racistiske udtalelser mod nigerianeren.
FA skriver på sin hjemmeside, at et uafhængigt panel har vurderet sagen, og at Ramires ikke har fået medhold i sin anklage fra andre centrale vidner.
- Efter at have gransket alt tilgængeligt materiale er det det uafhængige panels opfattelse, at Ramires' anklager ikke bakkes op af beviser. Desuden blev de modsagt af andre vidner, og dermed er det ikke muligt at anklage Mark Clattenburg.
- FA mener, at Ramires' anklage mod Clattenburg blev fremsat i god tro. Det er muligt for et vidne at tage fejl og alligevel være overbevist om at have ret, skriver FA.
Ramires' anklage gik på, at Clattenburg undervejs i kampen skulle have sagt "shut up you monkey" (hold kæft, din abe) til Mikel.
John Obi Mikel selv hørte ikke selv udtalelser af den art fra dommeren, og det vejede - sammen med videobilleder - tungt i panelets afgørelse.
Mark Clattenburg, en af Englands bedste dommere, har ikke dømt en ligakamp siden den kontroversielle episode.
/ritzau/