Politiet måtte tirsdag eftermiddag evakuere flere kontorer med vinduer ud mod Landgreven, hvor politiet har fundet en mistænkelig bil, som man frygter kan eksplodere.
Politiet bad folk i en fire etagers bygning i Borgergade om at forlade deres kontorer i Borgergade, og kort efter var der travlhed på trapperne, hvor Ritzaus udsendte også var med.
Folk lod skriveborde være skriveborde og gik ud i en gård, væk fra det massivt politiafspærrede område omkring Landgreven, hvor politiets teknikere og Rullemarie nu forsøger at skaffe sig et overblik over, hvorfor der er koblet kobberledninger til en Golf i en parkeringskælder under gadeniveau.
Det var dog ikke hele bygningen, der blev evakueret.
På den anden side af en brandtrappe var der undervisning for unge på en skole, og her fortsatte undervisningen uanfægtet - i hvert fald så uanfægtet det kan foregår, når politiet har indtaget gaden, og der går rygter om en bilbombe mindre end 100 meter væk.
En enkelt af de evakuerede fortæller, at han ikke engang havde opdaget, at ravagen nede på gaden, mens underviserne og eleverne på skolen, der altså indtil tirsdag middag kunne blive i bygningen, brugte tid på at følge med i medierne, og altså ikke havde hørt fra politiet.
Området rummer både kontorbygninger og boliger i det afspærrede område omkring Store Kongensgade og Landgreven i det indre København. Området huser også flere restauranter og et fitnesscenter.
Politiet fik et opkald fra privatperson, som kort efter klokken 9.30 alarmerede politi om den mistænkelige personbil. Der hænger tilsyneladende ledninger eller rør ud af bilen.
/ritzau/