Tyskland fører fredag på et møde blandt EU's justits- og indenrigsministre i Luxembourg an i et politisk følsomt forsøg på at få sat en stopper for såkaldt velfærdsturisme inden for EU.
Et opgør, der også har bånd til den danske debat om betingelserne for, at studerende fra andre EU-lande kan få SU i Danmark.
Den tyske indenrigsminister, Hans Peter Friedrich, har været pennefører på et brev skrevet sammen med hans hollandske, østrigske og britiske kollega, med meget stærke advarsler om følgerne af en trafik, som, de siger, lægger "et betydeligt pres" på flere byer.
- Vi har brug for praktiske tiltag for at håndtere det pres, der ligger på vores velfærdssystemer.
- Et system, der på nationalt eller EU-niveau gør det muligt for dem, der kun lige er rejst ind i et medlemsland og aldrig har haft et job eller betalt skat der, at hæve de samme sociale ydelser som medlemslandets egne borgere, er en hån mod sund fornuft og bør straks revurderes, skriver ministrene.
De opfordrer blandt andet til, at det gøres muligt at komme svindel til livs ved at supplere den eksisterende mulighed for at udvise folk med et forbud mod, at de kan rejse ind igen.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) gav ifølge Jyllands-Posten sin opbakning til initiativet under Folketingets afslutningsdebat i onsdags.
- De rejser en meget relevant diskussion, som vi også kender i Danmark. Vi har haft den tæt inde på livet, da vi diskuterede SU.
- Jeg synes, at det er vigtigt at få sagt tydeligt, at uretmæssig eller utilsigtet adgang til vores velfærdsydelser kan føre til, at der er en uacceptabel belastning af netop de ydelser, og dermed kan man sætte spørgsmålstegn ved den frie bevægelighed, sagde Thorning.
EU's indenrigskommissær, svenske Cecilia Malmström, har på forhånd udtalt sig kraftigt imod initiativet, som, hun mener, lugter af populisme og risikerer at gå ud over den fri bevægelighed inden for EU.
- Jeg har endnu ikke set nogle tal eller eksempler på det. De må vise os, hvad det præcis er, der er problemet. Men det står ikke på kommissionens dagsorden at skabe tvivl om den fri bevægelighed, siger Malmström.
/ritzau/