Eurochef ser en krigslignende tid: Vi må ikke narre os selv

- Sammen kommer vi med et stærkt svar. Men vi ved, at virusset ikke har nået toppen. Så vi må ikke narre os selv. Dette er de første skridt i en midlertidig, men lang kamp, siger formanden for Eurogruppen, Mario Centeno, før møde mandag. (Foto: Pedro Nunes/Reuters)

Vi må ikke narre os selv i coronakrise, siger Eurogruppens formand: Det er kun begyndelsen.

Når Eurogruppen mandag mødes på videokonference for at drøfte finanspolitiske tiltag som følge af udbruddet af coronavirus, bliver det de første skridt på en længere tur, som man ikke ved, hvor ender.

Det forudser Eurogruppens formand, Mario Centeno, i en videobesked fra Portugal, hvorfra han vil sætte sig foran computerskærmen, når mødet går i gang.

- Sammen kommer vi med et handlekraftigt svar. Men vi ved, at virusset ikke har nået toppen. Så vi må ikke narre os selv. Dette er de første skridt i en midlertidig - men lang - kamp, siger Centeno.

Videokonference mellem EU-landenes finansministre er mandag eftermiddag. Finansminister Nicolai Wammen (S) deltager.

Mødet var egentlig planlagt som et møde i Bruxelles. Det blev ændret i løbet af weekenden. Nu holdes det i stedet via videokonference, som det også har været gældende for de seneste andre ministermøder i EU.

Det sker for at undgå smittespredning. Men det skyldes også ifølge Centeno, at man ville sikre, at alle EU-landes ministre kan deltage i det vigtige møde.

Normalt fungerer møder i Eurogruppen på den måde, at de 19 lande, der er med i euroen, holder møde først, hvorpå ministrene fra resten af EU-landene inviteres ind. Det kaldes inklusivt format.

- Foranstaltningerne med tvang for at inddæmme virusset bringer vores økonomier til krigslignende tider, siger Centeno.

På mødet vil man fokusere på at give et fælles svar "på de negative økonomiske konsekvenser" af coronavirus.

Det drejer sig blandt andet om "initiativer til inddæmning og behandling af sygdommen og likviditetsstøtte til små- og mellemstore virksomheder".

Som næstformand Margrethe Vestager i EU-Kommissionen meddelte fredag, er der nu fokus på, at statsstøtteregler ikke må stå i vejen for hjælp til virksomheder i medlemslandene.

- Der er allerede fleksibilitet, og den vil blive benyttet, siger Centeno.

/ritzau/