EU har ikke tænkt sig at følge USA's præsident, Donald Trump, der vil have Rusland tilbage i G7-samarbejdet for de førende vestlige industrilande.
Den russiske regering blev hældt ud af det daværende G8 i 2014. Det var, efter at Rusland havde annekteret den ukrainske halvø Krim.
En højtstående repræsentant for EU, der ønsker at være anonym, siger til nyhedsbureauet Reuters, at grunden til at holde Rusland udenfor "stadig er gyldig".
At lade Rusland vende tilbage helt uden betingelser ville virke mod hensigten. Det ville være "et tegn på svaghed", siger kilden.
Præsidenter og premierministre fra de syv G7-lande - USA, Canada, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien og Japan - samt EU mødes lørdag til et topmøde i den franske by Biarritz.
Trump sagde tirsdag, at han "bestemt" kan støtte, at Rusland igen lukkes ind i G7-folden.
- Det er meget mere passende at have Rusland indenfor, mente han.
Det har fået en lang række af amerikanske politikere til at protestere.
Trump hævdede, at det var hans forgænger i Det Hvide Hus, Barack Obama, som sørgede for, at Rusland røg ud af G8, fordi han følte sig udmanøvreret af præsident Vladimir Putin.
EU og USA har indført en længere række af økonomiske sanktioner mod russiske oligarker, militærfolk og andre. Det er folk, som man vurderer har spillet en rolle under annekteringen af Krim, og som har støttet prorussiske ukraineres oprør i det østlige Ukraine.
/ritzau/