EU-Kommissionen har været i løbende kontakt med den danske regering, og der er intet nyt i, at budgetkommissær Janusz Lewandowski fredag i et interview med Politiken siger, at Danmark ikke fortjener rabat på sit EU-kontingent.
Det siger Lewandowskis talsmand, Patrizio Fiorilli, til Ritzau.
- Kommissionen mener, at de danske argumenter er mangelfulde. De tager ikke hensyn til landets relative velstand, siger Fiorilli, der mener, at matematikken er meget enkel.
- Vi ser på Danmarks bruttonationalindkomst delt med indbyggertallet. Vi ser på det nationale bidrag. Og vi ser også - og det tror jeg mangler i den danske udregning - hvor meget de får tilbage fra EU-budgettet.
- Det kan enhver regne ud. Og så kan man faktisk se, at der er andre lande, der er i en bedre position til at gøre krav på rabat end Danmark. Det er ren matematik, siger talsmanden.
Han nævner blandt andet Italien som et land, der ifølge kommissionens udregninger kan gøre større krav på en rabat end Danmark.
Og Østrig, som ved de kommende forhandlinger om EU's langtidsbudget 7.-8. februar står til at miste sin eksisterende rabat.
- Hvis man begynder at give rabatter til flere lande, åbner man en Pandoras æske. Hvis vi sænker tærsklen for rabatter og tilføjer et land - hvad så hvis Italien, der har en stærkere sag, og Østrig også ytrer sig, så kan vi jo ende med, at 27 lande vil have rabat.
- Og problemet er, at jo flere rabatlande, der er, jo færre penge får man ud af det. Når ét land får rabat, skal alle medlemslande jo betale mere ind til budgettet, siger talsmanden.
Han medgiver, at kommissionen - ulig Danmark - ikke har vetoret ved budgetforhandlingerne på topmødet i februar. Men insisterer på, at både EU-Parlamentet og kommissionen også er forhandlingspartnere og spiller en formel rolle.
/ritzau/