Landbruget skal være grønnere, og det skal offentliggøres, hvem der modtager landbrugsstøtte. Det mener EU-Parlamentet, der onsdag vedtog parlamentets indspil til en ny landbrugsreform, som er noget, der i den grad splitter europæerne.
EU-institutionerne har brugt halvandet år på at diskutere indholdet i landbrugsreformen, og parlamentet har med sin afstemning nu lagt sig fast på sit forhandlingsmandat forud for forhandlingerne med medlemslandene og kommissionen.
- Vi har i dag ramt en god balance mellem fødevaresikkerhed og styrket miljøbeskyttelse, så EU's nye landbrugspolitik kan levere endnu flere goder til de europæiske borgere.
- Men reglerne må også gøres mindre bureaukratiske og mere fair for landmændene, siger formanden for parlamentets landbrugsudvalg, Paolo De Castro, i en pressemeddelelse.
Parlamentet lægger op til, at 30 procent af den direkte støtte til landbruget skal gøres betinget af krav om mere miljøvenlig og bæredygtig landbrug. Kravene skal dog gøres fleksible og gradvise, lyder det.
Den enkelte landmands støtte er i dag blandt andet afhængig af, hvilket land han bor i. Her lægger parlamentet op til, at forskellen bør reduceres hurtigere, end hvad kommissionen har foreslået i sit udspil.
For at sikre at udløbet af mælkekvoterne i 2015 ikke fører til en krise i mejerisektoren, foreslår parlamentet at yde støtte i minimum tre måneder ekstra til mælkeproducenter, der frivilligt sænker deres produktion med mindst fem procent.
Desuden kan lufthavne, golfklubber og andre med jord klassificeret som landbrugsjord ifølge parlamentets udspil godt vinke farvel til landbrugsstøtten, medmindre de kan bevise en betydelig indtægt fra landbrug.
Forhandlingerne om landbrugsreformen går nu ind i deres slutspurt. EU's landbrugsministre mødes den 18.- 19. marts for at forhandle sig til enighed om deres indspil til landbrugsreformen.
Den endelige landbrugsreform skal efter det irske formandskabs ønske være på plads inden udgangen af juni.
/ritzau/