Europæiske børn af fremmedkrigere skal hentes hjem fra Syrien.
Derudover skal EU-landene sikre børn bedre rettigheder ved eksempelvis at lovgive mod korporlig afstraffelse.
Sådan lyder opfordringen fra EU-Parlamentet.
Tirsdag har EU-Parlamentet vedtaget en resolution, hvor det opfordrer landene til at hente europæiske børn af fremmedkrigere hjem.
Men det er simpelthen to forskellige dagsordener, mener Marianne Vind (S), der er medlem af Europa-Parlamentet.
- Børns rettigheder er én ting. Hele situationen med fremmedkrigere er en anden dagsorden, der er blevet trukket ind i det her, siger hun.
I kølvandet på 30-årsdagen for FN's børnekonvention den 20. november vedtog Europa-Parlamentet tirsdag en resolution med en række opfordringer til medlemslandene.
Parlamentet opfordrer landene til at sikre børn mod voldtægt, fysisk og psykologisk vold og omskæring af piger.
I samme resolution vil man sikre børn som udsættes for "uforholdsmæssig meget forskelsbehandling" - eksempelvis børn af LGBT-forældre.
Det inkluderer også børn af fremmedkrigere, men ifølge Marianne Vind skal debatten om fremmedkrigere ikke blandes sammen med børnekonventioner.
- Der er nogen, der har ønsket, at situationen omkring fremmedkrigere skal sættes ind i en børneresolution.
- Det er en hel anden dagsorden. Det er et helt andet sted, hvor det skal diskuteres, siger Marianne Vind.
Tidligere tirsdag cementerede statsminister Mette Frederiksen, at Danmark ikke vil modtage børn af fremmedkrigere.
- Vi har som regering truffet den beslutning, at vi ikke tager børnene til Danmark, fordi deres forældre har vendt Danmark ryggen og har kæmpet for Islamisk Stat, og dermed har de truffet et valg på deres børns vegne, siger statsministeren.
Socialdemokratiets EU-parlamentarikere stemte imod ændringsforslagene vedrørende fremmedkrigeres børn, men ja til hele til den samlede resolution.
/ritzau