Flere danske EU-parlamentarikere undrer sig over, at EU-parlamentet i dag har besluttet, at det såkaldte GDA-mærker bliver brugt i alle medlemslandende.
Mærkningen forvirrer mere end den gavner, lyder det. Mærket fortæller nemlig, hvor meget produktets indhold opfylder en persons daglige behov af for eksempelvis sukker. Men alle mennesker har forskellige behov og derfor holder mærkningen ikke.
"Jeg mener, at mærkningen er meget vildledende, fordi det er taget ud fra en gennemsnitsperson. Hvilket er en kvinde på 40 år. Men hvad nu hvis det er et barn der spiser det, eller en mand, der skal have meget mere energi?," siger SF's Emilie Turunen, der er ordfører for den Grønne Gruppe i udvalget for det Indre marked, hvor fødevaremærkningen er blevet behandlet.
I stedet for at bruge GDA-mærket havde hun gerne set, at man i stedet indførte en trafiklysordning.
"Det ville gøre det meget nemmere for forbrugeren, hvis produkterne var mærket med et trafiklys. For så kunne man træffe et sundt valg ud fra farven rød, gul og grøn," siger hun.