Efter en nat med uafbrudte forhandlinger holder EU's stats- og regeringschefer pause i budgetforhandlingerne i Bruxelles.
EU-lederne mødtes allerede torsdag eftermiddag, men først fredag morgen er der begyndt at komme drev i forhandlingerne.
- Vi er ikke færdige, lyder statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) korte kommentar på vej ud fra rådsbygningen i Bruxelles ved 10-tiden fredag formiddag.
Hun svarer hverken på, om hun tror, at EU-lederne bliver færdige med en budgetaftale, eller om den danske rabat på en milliard kroner årligt er i hus.
Mens Helle Thorning og en række andre EU-ledere er taget tilbage på deres hotelværelser for at slappe af i nogle timer, fortsætter mødeleder og EU-præsident Herman Van Rompuy samtalerne med de medlemslande, der er utilfredse med det forslag, som er lagt på bordet tidligt fredag morgen.
Selvom der ifølge Ritzaus oplysninger er enighed om den samlede størrelse på budgettet, er der en række lande, der gerne vil have justeret på de underliggende poster.
Fra Danmarks side er man parat til at acceptere Van Rompuys forslag, efter at der er blevet indført en samlet dansk rabat på en milliard kroner årligt på indbetalingerne til EU.
Danmark er det eneste land, som ikke tidligere har haft en rabat, der bliver en del af rabatklubben i det nyeste udspil til en
De foreløbige meldinger lyder på, at der vil være "et par timers pause" i forhandlingerne, hvorefter stats- og regeringscheferne igen vil mødes i forsøget på at opnå enighed om EU's langsigtede budget for perioden 2014-2020.
/ritzau/