EU's justitskommissær, Viviane Reding, siger, at EU-Kommissionen ikke længere har noget udestående med EU's nyeste medlemsland, Kroatien, efter at landet har ændret sin lov og igen vil samarbejde fuldt om den europæiske arrestordre.
Kroatien påkaldte sig EU-Kommissionens og flere EU-landes vrede, da regeringen få dage før sin optagelse i EU 1. juli skrev sin lov om.
Kommissær Reding siger, at hun er tilfreds med, at loven blev ændret igen i sidste uge.
- Det kroatiske spørgsmål er for mit vedkommende overstået, fordi det kroatiske parlament har vedtaget loven, sådan som den kroatiske regering havde lovet mig, at det ville ske.
- Så snart loven er ført ud i livet, kan vi indstille vores procedure, siger Viviane Reding i forbindelse med mandagens EU justitsministermøde i Luxembourg.
EU-Kommissionen varslede i sidste måned sanktioner mod Kroatien for at have ændret det regelsæt, regeringen havde forhandlet og skrevet under på ved optagelsen i EU.
Den danske europaminister, Nick Hækkerup, meldte klar opbakning til kommissionens skridt.
Den danske EU-ambassadør, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, fulgte i sidste uge op med et brev til justitskommissæren.
- Som nyt medlem skal Kroatien, ligesom alle øvrige EU-medlemslande, overholde EU's regler, hedder det i brevet fra ambassadøren, som dog også udtrykker håb om, at sagen kan blive løst i mindelighed.
Den kroatiske lovændring menes at være lavet for at beskytte en tidligere kroatisk efterretningschef, Josip Perkovic, mod at blive udleveret til retsforfølgelse i Tyskland, hvor han står anklaget som bagmand til et mord begået i 1983.
Under et besøg i Bruxelles i forrige uge lovede den kroatiske justitsminister at ændre loven, så den ikke længere udelukker udlevering for forbrydelser begået før 2002.
Ministeren ønskede dengang ikke at forklare, hvorfor Kroatiens regering valgte at bryde EU's lovgivning i forbindelse med optagelsen.
/ritzau/