EU-Kommissionens formand har tirsdag skrevet tilbage til det kriseramte Cyperns præsident som svar på den appel om mere støtte, som præsident Nicos Anastasiades sendte i fredags.
Barroso gør i sit brev omhyggeligt rede for sin egen og kommissionens velvilje over for Cypern, og for hvordan der inden for EU's eksisterende budgetter og støtteordninger allerede er visse muligheder for at fremskynde og justere støtte.
Men kommissionsformanden gør det også klart, at kommissionen ikke kan love Cypern flere penge end dem, der allerede er afsat på EU's budget.
Barroso henviser direkte til Anastasiades anmodning om, at Cypern kan få flere penge fra EU's strukturfonde og landdistriktsstøtten.
- Selv om jeg forstår tankerne bag et sådant forslag, er det en sag, der først og fremmest må rejses over for de øvrige medlemsstater, skriver Barroso med henvisning til EU-topmødet i februar, hvor medlemslandene enedes om EU's langtidsbudget.
Barroso konstaterer, at hele det lidt under 1000 milliarder euro store syvårsbudget "blev fuldt fordelt mellem medlemsstaterne på meget præcis vis efter meget svære forhandlinger, der kræver fuld enighed".
- Desværre efterlod topmødets tilgangsmåde ingen margin af ufordelte midler under de pågældende punkter, skriver han.
Det skabte en del forvirring, da præsident Anastasiades i fredags selv fortalte pressen på Cypern om sin appel, umiddelbart inden eurolandenes økonomi- og finansministre i Dublin gav politisk godkendelse af en redningspakke til Cypern.
Kort før mødet kom der også nye tal for, hvor meget Cypern selv skulle bidrage til redningspakken. Det var i første omgang uklart, om Cypern ligefrem bad om en større hjælpepakke.
Mens de internationale långivere i EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond står fast på, at de vil give 10 milliarder euro, blev Cyperns medfinansiering tilsyneladende næsten fordoblet fra 7 til 13 milliarder euro.
EU's økonomikommissær, Olli Rehn, insisterede på et pressemøde senere fredag på, at der ikke var tale om et krav om flere penge fra Cypern, men at det højere tal primært skyldes, at man nu har bygget flere "buffere" ind i det cypriotiske bidrag.
/ritzau/