Sportsdirektør Ted van Leeuwen har travlt med at få sat sit præg på superligaklubben Esbjerg fB, hvor der er gang i en udrensning i spillertruppen.
Tirsdag meddeler klubben, at højrebacken Ryan Johnson Laursen skifter til superligakonkurrenten OB med øjeblikkelig virkning.
- Vi fik gennem Ryans agent at vide, at han ønskede at forlade klubben, og da OB kom med et tilbud på rimelige betingelser, valgte vi at acceptere, siger Ted van Leeuwen.
Fynboerne bekræfter skiftet og oplyser, at backen har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2020.
Så sent som mandag sendte Esbjerg en anden tidligere profil videre, da altmuligmanden Bjørn Paulsen blev solgt til Hammarby.
Daniel Stenderup og Leon Jessen har ligeledes forladt Esbjerg i vinterpausen.
Hos OB er man godt tilfreds med tilgangen af Ryan Johnson Laursen. Han har gennem karrieren været en superligaprofil, men har også været hårdt ramt af skader.
- Der er ingen tvivl om, at Ryan Johnson Laursen er en dygtig højre back, som også har sine forcer i angrebsopbygningen. Han er meget hurtig, og vi ser ham som et godt supplement til vores trup, siger Kent Nielsen, OB's cheftræner.
Klubbens nye nummer 4 har torsdag første træning med sine nye holdkammerater.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.