Selv om torsdag aften for langt hovedparten af Esbjerg-spillernes vedkommende er første gang, de prøver kræfter med Europa Leagues gruppespil, øjner vestjyderne en pæn chance for at gå videre.
Dagen før udekampen mod den belgiske topklub Standard Liege udtrykker Esbjergs forsvarsgeneral Kian Hansen stor tro på, at hans hold kan blive blandt de to bedste i en gruppe, der også tæller Red Bull Salzburg og Elfsborg.
- Jeg føler, at den gruppe, vi er havnet i, giver os masser af muligheder for, at vi kan spille med, siger Kian Hansen.
- Jeg vil være tilfreds med at spille uafgjort på udebane og vinde hjemme og så gå videre fra gruppespillet, lyder det ambitiøse mål fra den stærke forsvarer.
Standard Liege er startet sæsonen i den belgiske liga med at vinde samtlige sine syv første kampe, men resultaterne var stort set det eneste, Esbjerg-truppen kendte til torsdagens modstander inden afrejsen fra Danmark.
Holdet fløj til Liege onsdag morgen, og tiden frem til kampen torsdag aften skal bruges på at forberede sig på det, der venter.
- Vi er der ikke for oplevelsen. Vi forsøger at vinde kampen, og i den sidste ende handler det om at gå videre, siger Kian Hansen.
Selv om kendskabet til belgierne er begrænset, har han en klar fornemmelse af, hvordan kampen vil forme sig.
- Vores våben bliver det samme, som vi brugte i St. Etienne. Vi skal stå kompakt på banen og komme med nogle hurtige kontraangreb ind imellem.
- Man vil ikke se et Esbjerg-hold, der skal ind og styre kampen. Jeg tror, Standard Liege vil have bolden rigtig meget, men jeg er sikker på, at vi nok skal komme hurtigt den anden vej.
- Jeg vil næsten sige, at det er sådan, vi er bedst. Vi venter på, at modstanderne åbner lidt op, og så har vi fire-fem hurtige folk, der kan gøre rigtig ondt på dem, siger Kian Hansen.
Kampen mod Standard Liege sparkes i gang torsdag aften klokken 19.
/ritzau/