Få dage efter salget af angrebsprofilen Martin Braithwaite har superligaklubben Esbjerg hentet en afløser.
Pokalvinderne har lejet FC København-spilleren Pape Pate Diouf for resten af året, og senegaleseren er spilleberettiget i Esbjergs Europa League-playoff-kamp mod St. Etienne på torsdag.
- Pape Pate Diouf er en høj angriber, der fylder i boksen og har et godt hovedspil. Trods sin højde har han pæn fart i sit spil, og han har fine egenskaber i boldmodtagelse, dybdeløb og afslutninger, siger Esbjerg-træner Niels Frederiksen i en pressemeddelelse.
- Forhåbentlig kommer han til at score nogle mål for os i denne efterårssæson. Vi har taget afsked med en del målscorere, senest Martin Braithwaite, og hullet efter dem skal Pape Pate Diouf være med til at udfylde, siger Niels Frederiksen.
/ritzau/