Anføreren for det norske U21-landshold, angriberen Mushaga Bakenga, spiller resten af sæsonen i superligaklubben Esbjerg.
Det meddeler den danske Europa League-deltager mandag på transfervinduets sidste dag. Han er hentet i belgiske Club Brugge på en lejeaftale.
- Vi har brugt den seneste tid på at finde den rigtige klub til mig, og jeg har snakket med min klubkammerat Jesper Jørgensen, der er Esbjerg-gut og har sagt fine ting om klubben. Jeg kender også lidt til Pape Pate Diouf og Peter Ankersen fra Rosenborg-tiden.
- Nu glæder jeg mig til at give noget tilbage til Esbjerg og få en god oplevelse, så begge parter får noget ud af aftalen, siger 21-årige Mushaga Bakenga i en pressemeddelelse.
Mushaga Bakenga, der er født i Trondheim og har congolesiske forældre, har en fortid i Rosenborg og skiftede i januar 2012 til Club Brugge. Her har han ikke slået til.
Esbjerg-træner Niels Frederiksen glæder sig sin nye norske angriber, der beskrives som hurtig.
- Mushaga supplerer vores nuværende offensive spillere rigtig godt, idet han med sin fart først og fremmest tilfører os dybdeløb og dermed noget andet end det, vi har i forvejen. Og så kan han score mål, siger cheftræner Niels Frederiksen.
Esbjerg meddeler, at klubben fortsat arbejder på at forstærke holdet inden midnat - primært i defensiven.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.