Superligaklubben Esbjerg fB har forlænget kontrakterne med en række af klubbens talenter, skriver den i en pressemeddelelse.
Mark Brink, der er U19-landsholdets anfører, har indgået en fireårig aftale gældende til sommeren 2021, og Jacob "Lungi" Sørensen - søn af træner Lars "Lungi" Sørensen - har fået en kontrakt af tre års varighed.
Begge spillere er 19 år.
- Selv om Mark og Jacob er unge, er de ved at være velkendte, da de har spillet på superliganiveau, siger Esbjergs sportsdirektør, Ted van Leeuwen.
- Vi har ikke indgået aftalerne, fordi det er to af vore egne spillere, men fordi vi tror på dem som en del af fremtidens Esbjerg-hold, tilføjer han.
Aftalerne er med til at sikre deres værdi for klubben og hindre, at de for tidligt skifter til en udenlandsk klub med risiko for at forsvinde ud i glemsel, siger hollænderen.
Klubben har desuden indgået en toårig aftale med 20-årige Klaus Moesgaard, der på grund af et overrevet korsbånd er ukampdygtig indtil slutningen af året.
Endelig fortæller Ted van Leeuwen, at man forhandler med den 18-årige offensivspiller Anders Dreyer, der fik superligadebut mod Randers tidligere i april.
Esbjergs satsninger på unge spillere skal også ses i lyset af klubbens økonomi.
Sidst i marts udsendte klubben et regnskab for 2016, der lød på minus 36,8 millioner kroner.
Klubben har en egenkapital på 3,3 millioner kroner og forventer et underskud på 15-20 millioner kroner i 2017.
Sportsligt er Esbjerg også udfordret. Vestjyderne ligger isoleret på sidstepladsen i nedrykningsspillets pulje 1 og har udsigt til at skulle spille playoffkampe om at undgå degradering til den næstbedste række.
/ritzau/