Eriksen vender tilbage som starter i VM-generalprøve

Sport

Christian Eriksen starter på den offensive midtbane i Danmarks VM-generalprøve mod Mexico.

Landstræner Åge Hareide virker som en mand, der har sat sit A-hold forud for VM-slutrunden i Rusland.

I lørdagens generalprøve mod Mexico har nordmanden ti gengangere fra sidste uges VM-test mod Sverige, mens Christian Eriksen er eneste nye mand i startopstillingen.

Han missede Sverige-kampen, fordi opgøret kolliderede med en potentiel fødsel af Eriksens første barn. Mandag fødte Eriksens kæreste, og torsdag vendte kreatøren tilbage i landsholdslejren med fokus rettet mod VM.

Eriksens tilbagekomst sender rutinerede Michael Krohn-Dehli ud på bænken.

Opgøret i Sverige endte 0-0, men det får ikke Hareide til at skifte ud i blandt de forreste. I front er det fortsat Pione Sisto, Nicolai Jørgensen og Yussuf Poulsen, som skal true modstandernes bagkæde.

Bagved ligger Eriksen sammen med Thomas Delaney og William Kvist.

Målmand Kasper Schmeichel bliver beskyttet af en bagkæde bestående af Jens Stryger Larsen, Andreas Christensen, Simon Kjær og Henrik Dalsgaard.

Dermed ser Danmarks startopstilling mod Mexico således ud (4-3-3):

Kasper Schmeichel - Henrik Dalsgaard, Simon Kjær, Andreas Christensen, Jens Stryger Larsen - William Kvist, Christian Eriksen, Thomas Delaney - Yussuf Poulsen, Nicolai Jørgensen, Pione Sisto.

Mexicos landstræner, Juan Carlos Osorio, har blandt andre valgt Dos Santos-brødrene Giovani og Jonathan i sin startopstilling.

Mexico stiller op med følgende 11 spillere (4-3-3):

Guillermo Ochoa - Carlos Salcedo, Hugo Ayala, Héctor Moreno, Jesus Gallardo - Hector Herrera, Andrés Guardado, Jonathan dos Santos - Giovani dos Santos, Oribe Peralta, Jesus Corona.

VM-generalprøven på Brøndby Stadion begynder klokken 20.

/ritzau/