Ajax-kometen Christian Eriksen, som for nyligt debuterede på A-landsholdet mod Østrig, vender tilbage til U19-landsholdet.
Det sker, når holdet den 31. marts spiller testkamp mod Frankrig.
"Jeg har løbende vurderet Christian Eriksen sammen med U21-landstræner Keld Bordinggaard og A-landstræner Morten Olsen. Vi har aftalt, at med mindre han igen udtages til A-landsholdet, så vil han som minimum i de kommende tre måneder spille på U19-landsholdet," siger U19-landstræner Per Andersen, der i dag har udtaget den 18 mands store trup.
Testkampen mod Frankrig er forberedelse til de tre afgørende EM-kvalifikationskampe i Østrig i maj mod henholdsvis Serbien, Schweiz og Østrig.
Per Andersen har givet genvalg til den stærke forsvarsspiller Rasmus Thelander fra AB, ligesom HB Køges Marcel Rømer får endnu en chance for at vise sine kvaliteter.
Årets U17-talent fra 2007 Nikola Saric fra Liverpool FC er ligeledes tilbage i truppen.
Truppen rummer også en mulig U19-debutant i OB's angriber, Martin Lund Pedersen.