Erik til pensions-show: "DF og S kan godt gå i regering sammen"

Selvom begge partier skal 'give sig' på nogle områder, er der stadigvæk muligheder for regeringssamarbejde, mener levnedsmiddeltekniker Erik Henriksen.
DF er blevet mere stuerent, og det har lederskiftet hjulpet på, mener 3F'eren Erik Henriksen fra Kalundborg.
DF er blevet mere stuerent, og det har lederskiftet hjulpet på, mener 3F'eren Erik Henriksen fra Kalundborg. Foto: Privatfoto
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti stod sammen om afvise regeringens forslag om at hæve pensionsalderen. Og spørger man den 49-årige levnedsmiddeltekniker Erik Henriksen fra Kalundborg, kan de to partier også danne en fælles regering en dag. 
 
- Jeg tror godt, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet kan gå i regering sammen. Der er mange ting, de godt kan blive enige om. Social dumping og nu pension, siger Erik Henriksen, der mener, at den tid, hvor Dansk Folkeparti blev betegnet som ikke-stuerent, forlængst er ovre. 
 
- DF er blevet mere stuerent. Det har lederskiftet hjulpet på, mener han.
 
Mandag tog han turen til Cirkusbygningen i København og mødte dansk politiks nye powerpar, S-formand Mette Frederiksen og Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl. 900 mennesker fyldte Cirkusbygningen til stormøde om regeringens nu kuldsejlede pensionsplaner. 
 
- Det bliver ikke til næste valg, at de to partier går sammen. Men DF er begyndt at søge mod midten, og  hvis Mette Frederiksen husker på sine kernevælgere, så er der muligheder, mener Erik Henriksen, der dog stadig mener, at Kristian Thulesen Dahl skal 'give sig' på flygtningepolitikken.  
 
Det var fagforbundet 3F, der havde inviteret til fælles pensions-show i Cirkusbygningen. De 900 mennesker ved bordene havde alle skrevet under på 3Fs protest mod regeringens pensionsplaner. Over 217.000 havde skrevet under, da statsministeren søndag aften erklærede, at planen var skrinlagt. Hverken Socialdemokraterne eller Dansk Folkeparti ville støtte planen. 

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.