Det møder kritik fra erhvervsskolerne, at gymnasierne onsdag får lov til at åbne for deres afgangselever, mens elever på en erhvervsfaglig uddannelse, der skal op til svendeprøve, fortsat må blive hjemme.
Det skriver Information.
Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler- og Gymnasier, ærgrer sig over, at erhvervsskoleeleverne ikke får lov til at afslutte deres uddannelse på linje med studenterne.
- Det giver dem følelsen af, at de faktisk er mindre værd. Vi har haft den ene regering efter den anden, som har opfordret flere unge mennesker til at tage en erhvervsuddannelse. Og så er det alligevel dem, der kommer sidst – igen, siger han til Information.
Direktør på Hotel- og Restaurantskolen i København, Anne-Birgitte Agger, kalder regeringens prioritering for "uddannelsessnobberi".
De har HTX-elever, som kan møde op i skole onsdag, mens erhvervsskoleeleverne altså fortsat må blive hjemme.
- Det er rigtig uretfærdigt, at dem, man genåbner for, er gymnasieeleverne og ikke vores elever. Det er uddannelsessnobberi af værste art, hvis vi ikke bliver stillet lige med 3.g’erne, siger hun til Information.
Den enkelte skoleleder på erhvervsskolerne kan tage en beslutning om at give elever lov til at tage selve svendeprøven på skolen.
Men det er ifølge Lars Kunov "et stort ansvar og beslutning", som politikerne lægger over på den enkelte skoleleder.
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) understreger i en mail til Information, at regeringen opfordrer erhvervsskolerne til at afholde svendeprøver i det omfang, det kan lade sig gøre.
Hun forholder sig dog ikke til kritikken om, at erhvervsskoleeleverne ikke får lov til at være fysisk til stede på skolerne og modtage undervisning op til deres afsluttende eksamen.
- Intet ligger mig fjernere end uddannelsessnobberi. På erhvervsuddannelsesområdet har det vigtigste for regeringen været at sikre fleksible rammer om svendeprøverne, lyder det fra ministeren.
/ritzau/