Det ærgrer erhvervslivet, at erhvervsakademierne oplever et større fald i antallet af folk, der har det som førsteprioritet.
Det største procentvise fald er på erhvervsakademierne ifølge en opgørelse over årets søgning til de videregående uddannelser.
Erhvervsakademierne kombinerer det praktiske med det faglige, og netop det er der brug for i fremtiden, lyder argumentet.
- Vi er ret bekymrede over faldet i søgningen til erhvervsakademierne. Erhvervsakademierne er en utrolig vigtig ressource på det private arbejdsmarked, siger Mads Eriksen, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.
Uddannelser på erhvervsakademier er 2-2,5 år lange, og man kan eksempelvis blive finansøkonom, byggekoordinator, datamatiker eller laborant.
Det er blandt andet de handelsrettede uddannelser, der har oplevet et fald på fem procent, fremhæver Dansk Erhverv.
Faldet svarer til 820 færre personer i år, og dermed lander det endelige antal ansøgere på 12.472.
Dansk Industri mener, at der skal holdes særligt øje med udviklingen fremover.
- Det er opsigtsvækkende, at søgningen mod de kortere og mere professionsrettede uddannelser er faldet i år.
- Virksomhederne har brug for alle typer medarbejdere - såvel teknikere som universitetskandidater. Vi har behov for en mangfoldig arbejdsstyrke, siger chef for videregående uddannelse og forskning Mette Fjord Sørensen, Dansk Industri, i en pressemeddelelse.
Også uddannelser, der tilbyder en professionsbachelor, oplever et fald. To procent færre søger ind her.
/ritzau/