Tyrkiets premierminister, Tayyip Erdogan, retter kritik mod den militante kurdiske bevægelse PKK, som ifølge Erdogan ikke har trukket sig ud af Tyrkiet som aftalt.
PKK og den tyrkiske regering har tidligere i år indgået en aftale, der betyder, at PKK skal trække sine væbnede folk ud af det sydøstlige Tyrkiet til baser i det nordlige Irak som en betingelse for, at kurderne får flere rettigheder.
- Det løfte, som PKK gav om tilbagetrækning fra tyrkisk jord, er ikke blevet opfyldt, citerer avisen Vatan Erdogan for at sige.
- Kun 20 procent har forladt Tyrkiet, og det er overvejende kvinder og børn, siger premierministeren videre.
Ifølge avisen kom Erdogan med sin udtalelse sent fredag på en rejse hjem fra Turkmenistan.
Det menes, at PKK havde omkring 2000 bevæbnede mænd i det sydøstlige Tyrkiet, da aftalen blev indgået.
PKK har ikke sagt noget om, hvor mange folk der er trukket ud til baserne i Irak.
Men PKK har sagt, at hvis den tyrkiske regering ikke tager konkrete skridt i forbindelse med aftalen inden begyndelsen af september, kan det komme til nye kamphandlinger.
Der har stort set været stille i området siden marts.
Kurderne ønsker blandt andet, at mere uddannelse foregår på kurdisk, at antiterrorlovene lempes, og at der overføres mere magt til lokalregeringer.
Mange iagttagere ser den igangværende proces som det bedste bud i årevis på en løsning af den konflikt, der siden 1984 har kostet omkring 40.000 mennesker livet.
Kurderne er dominerende i det sydøstlige Tyrkiet, og PKK kæmper for et hjemland med selvstyre.
/ritzau/Reuters