På campingpladsen Flyvesandet på Nordfyn har seks garvede campister meldt sig for at hjælpe nybegyndere i gang med campinglivet.
Hjælpe-ordningen sker i en forventning om, at der kommer mange nye campinggæster på campingpladsen i løbet af sommeren – specielt i højsæsonen:
- Vi vil selvfølgelig gerne være med til at give dem en rigtig god oplevelse. Derfor har vi engageret seks hjælpere til at assistere rundt omkring på campingpladsen, fortæller 39-årige Susan Vangedal, der er lejrchef på DCUs campingplads Flyvesandet Strand Camp.
De seks hjælpere er klar til at komme nye campister til undsætning med praktisk hjælp, gode råd og en hyggesnak, skriver DCU i en pressemeddelelse. Ordningen går i gang i uge 28 og løber resten af sommerferien.
- De seks hjælpere er alle erfarne campister, som bor på pladsen og er fastliggere. De kommer til at være synlige på pladsen. Alle nyankomne gæster får besøg – og hvis man ikke har brug for hjælp, får man måske bare en hyggelig sludder, siger Susan Vangedal.
Vil hjælpe med det hele
Hjælperne vil kunne hjælpe med alt fra at få rejst familieteltet til at få bugseret den nye campingvogn på plads, sørge for at den står lige, sætte forteltet op – og vise, hvordan man ordner de praktiske ting inde i campingvognen med for eksempel gassen, toiletkassetten, påfyldning af vand og alt muligt andet.
- Ingen spørgsmål er for store eller for små, og der er ikke noget, der er pinligt at spørge om. Der har jo været en første gang for selv de mest erfarne, siger Susan Vangedal.
Hun tilføjer, at fastliggerne altid er søde til at hjælpe nyankomne gæster. De er meget hjælpsomme og åbne – en flok flinke fynboer.
- Men nu har vi valgt at sætte det lidt mere i system – og alle hjælperne har en t-shirt på med navn, så de er nemme at få øje på og tage fat i. En del af hjælperne er desuden lokale med et rigtig godt kendskab til området, så de kan også fortælle lidt om, hvad man kan opleve og den slag, siger Susan Vangedal.
Den nye hjælper-ordning kører i en prøveperiode på DCU-Flyvesandet Strand Camp fra og med uge 28 til og med uge 31. Og hvis det er en succes, vil DCU næste år arbejde på at udbrede den til de øvrige 21 DCU-campingpladser i Danmark.
- Vi lever jo af at levere en god service. Det er det, der gør, at gæsten kommer igen, siger Susan Vangedal.