For første gang sætter regeringens parlamentariske grundlag ord på, hvilke krav partiet har til den kommende finanslov.
Skal Enhedslisten stemme for den, er det et "hovedkrav", at regeringen fører en mere lempelig finanspolitik, skriver Politiken.
- Det bliver et hovedtema for os i forhandlingerne. Det vigtigste er at skabe job til de ledige. Regeringen er nødt til at gøre noget for at få gang i beskæftigelsen.
- Regeringen må indse, at der ikke er noget argument for ikke at føre en mere lempelig finanspolitik, siger finansordfører Frank Aaen (EL) til Politiken.
Dermed er de skarpe kanter i konflikten frem mod efterårets forhandlinger om finansloven trukket op.
Regeringen risikerer nemlig at falde uden Enhedslistens stemmer.
Alligevel afviste statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag blankt at løsne det stramme greb om den økonomiske politik, der har været regeringens varemærke, siden den kom til magten.
Frank Aaen henviser til, at både EU og vismændene i Det Økonomiske Råd mener, at Danmark for at skabe vækst kan tillade en mindre striks økonomisk politik og et større underskud på de offentlige budgetter.
Meldingen kommer, lige inden partierne skal til afslutningsdebat i folketingssalen onsdag, og er samtidig en opfølgning på de skærpede krav, partiet formulerede på sit årsmøde.
Her besluttede man at skærpe kravene til en kommende finanslov.
Enhedslisten slog på årsmødet fast, at man "under ingen omstændigheder" vil stemme for en finanslov, som indeholder forringelser.
/ritzau/