Selv om en kommende socialdemokratisk regering "går i krig, laver racisme eller angriber velfærden," så behøver den ikke at frygte et mistillidsvotum fra Enhedslisten.
Det besluttede Enhedslisten lørdag på årsmødet med overvældende flertal.
Deltagerne i Korsgadehallen på Nørrebro vedtog i stedet hovedbestyrelsens udtalelse om, at Enhedslisten fortsat vil stemme imod enhver forringelse af almindelige menneskers vilkår, skriver Berlingske.dk
En blankocheck til en socialdemokratisk regering er der ikke tale om.
"Vi vil stadig kalde en spade for en spade, hvis vores venner begår fejl. Og det er opmuntrende, at debatten efterhånden går på, hvad der skal ske, når vi får en socialdemokratisk ledet regering - og ikke hvis vi får det," siger Finn Sørensen.
Truslen om at vælte en S-regering ville svække muligheden for et alternativ til VKO-regeringen, advarerede flere fra talerstolen.
"Vi skal møde SF og Socialdemokraterne med en udstrakt hånd og en benhård kritik, hvis de begår fejl. Men vi skal ikke lægge os fast på at vælte en socialdemokratisk ledet regering, hvis vi ikke er 100 procent enige. Det er simpelthen hul i hovedet," siger Rune Stahl fra Nørrebro ifølge Berlingske.dk.