England registrerer nyt fald i antal daglige coronadødsfald

Premierminister Boris Johnson er søndag blevet udskrevet efter at have været indlagt som følge af coronasmitte (Arkivfoto). (Foto: Pool New/Reuters)

Næsten 10.000 coronasmittede personer har mistet livet i England under virusudbruddet.

Antallet af bekræftede coronadødsfald er steget med 657 i England det seneste døgn - et fald i forhold til døgnet før.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters søndag.

Lørdag blev 823 coronasmittede personer registreret døde i England. Fredag lød antallet af coronadødsfald på 866 i England.

De 657 coronadødsfald i England betyder, at Storbritannien samlet set runder mere end 10.000 personer, der er døde efter at have været coronasmittet.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, er også blevet smittet.

Han er søndag blevet udskrevet fra hospitalet efter et længere sygdomsforløb som følge af at være blevet smittet med coronavirus.

Johnson vender dog ikke straks tilbage til premierministerjobbet.

- På baggrund af rådgivning fra lægerne vil premierministeren ikke øjeblikkeligt vende tilbage til arbejdet. Han takker alle på St. Thomas for den fantastiske behandling, han har modtaget, siger en talsmand fra hans kontor.

Johnson meddelte i en video på Twitter den 27. marts, at han var testet positiv for coronavirus og havde milde symptomer.

Godt en uge senere - den 5. april - blev premierministeren indlagt. Dagen efter blev Johnson flyttet til hospitalets intensivafdeling.

/ritzau/