Tirsdag aften annoncerede politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen, at han er kandidat til at blive formand for Venstre ved partiets ekstraordinære landsmøde 21. september.
Han og andre stærke kræfter i folketingsgruppen har samtidig fremhævet tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg som et godt bud på Venstres kommende næstformand.
Politisk kommentator Hans Engell ser styrker ved den konstellation. Blandt andet fordi Inger Støjberg i modsætning til Ellemann repræsenterer det jyske Venstre og er fortaler for en meget stram udlændingepolitik. Det giver en balance i forhold til Ellemann.
Men sidstnævnte område kan også give det måske kommende makkerpar og Venstre nogle udfordringer, påpeger Hans Engell.
- Især i udlændingepolitikken skal de selvfølgelig hele tiden afstemme, hvor de er. For som Ellemann også siger, er det ikke kun det, at de udtrykker sig og formulerer sig forskelligt. Der har også været reelle uenigheder om substansen.
- Vi skal ikke glemme, at det var baggrunden for, at han i sin tid meldte sig ud af Venstre, hvor Støjberg repræsenterede den stramme kurs i partiet.
- Det kommer de helt sikkert til at tage nogle armlægninger om. Men som han siger i Jyllands-Posten, er der kun én formand i partiet, og dermed får han sagt, at det bliver den linje, han lægger, som bliver Venstres politik, siger Hans Engell.
Mens Jakob Ellemann-Jensen i 2007 meldte sig ud af Venstre og ind i Ny Alliance i protest mod en for stram udlændingepolitik, så har Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister fejret stramninger på området med kage.
Jakob Ellemann-Jensen slog tirsdag i et interview med Jyllands-Posten fast, at han i modsætning til tidligere V-formand Lars Løkke Rasmussen ikke vil gå til valg på et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.
Den melding var kraftigt medvirkende til, at blå blok blev efterladt i ruiner efter valget trods et godt valgresultat for Venstre.
- Det er meget klogt af Ellemann, at han fra begyndelsen lægger sig på den linje, som vil være hans, siger Hans Engell.
- Ellemann er nødt til at få aflivet Løkkes projekt. Hvis han holdt fast i det, ville han ikke kunne sætte sig i spidsen for de borgerlige partier, og det er helt tydeligt hans mål, siger den politiske kommentator.
/ritzau/