Otte personer er nu i alt blevet anholdt i forbindelse med det blodige og brutale drab på den britiske soldat Lee Rigby, der onsdag blev stukket ned på åben gade i London, Storbritanniens hovedstad.
Søndag har politiet nemlig anholdt endnu en person i sagen, rapporterer det britiske politi ifølge BBC. Der er angiveligt tale om en 22-årig mand, der blev anholdt i London.
Kort efter drabet onsdag blev to mænd anholdt. De blev filmet på gerningsstedet med blod på hænderne. Begge synes at have været kristne, som er konverteret til islam, og begge menes de at være britiske statsborgere af nigeriansk oprindelse.
De blev skudt af politiet ved gerningsstedet og er indlagt på to forskellige hospitaler i den britiske hovedstad, men de meldes uden for livsfare.
Torsdag oplyste Scotland Yard så, at de havde foretaget to yderligere anholdelser i den makabre sag, nemlig af en 29-årig kvinde og en jævnaldrende mand.
Og lørdag blev yderligere tre anholdt mænd så anholdt - på henholdsvis 21, 24 og 28 år - hvilket med søndagens anholdelser bringer det det samlede antal personer i politiets varetægt op på otte.
Motivet for drabet er angiveligt hævn for krige i muslimske lande. I en video, der blev udsendt af ITV's nyheder, stod en af de mistænkte få minutter efter drabet og holdt to knive i sine blodige hænder.
- Vi sværger ved Allah den almægtige, at vi aldrig vil holde op med at bekæmpe jer, råbte han til kameraet.
/ritzau/