Silkeborg IF fik søndag vasket en lidt grim plet af spillertrøjen, da holdet på udebane vandt 3-1 over superliga-nedrykkerne HB Køge og dermed for første gang i tre forsøg i denne sæson fik point mod bundproppen.
Med sejren er silkeborgenserne fortsat med i kampen om den vigtige femteplads, der giver adgang til Europa League-kvalifikationen.
Tre point er Silkeborg efter AGF, som senere søndag får besøg af Brøndby. Efter den kamp mangler endnu to spillerunder, så indtil videre ser det fortsat fint ud for AGF.
Indskiftningen af Kasper Risgård fra anden halvlegs begyndelse viste sig at være en genistreg fra Silkeborg-træner Troels Bech, der inden for et minut af halvegen kunne se Risgård score til 2-1.
HB Køge gjorde det efterfølgende svært for sig selv med udvisningen af Stefan Hansen, og i slutfasen gjorde Simon Jakobsen det til 3-1.
Værternes Nicolaj Madsen, som har spillet en glimrende forårssæson, fortsatte med at gøre sig attraktiv for andre klubber, da han bragte hjemmeholdet foran 1-0. Det var Nicolaj Madsens ottende sæsonmål i Superligaen.
Han kunne dog takke Lasse Heinze i Silkeborg-målet for scoringen. Gæsternes ankermand kunne ikke holde på Adeola Runsewes skud, og riposten opsnappede Nicolaj Madsen hurtigt.
Inden den halve time var spillet, havde en anden formstærk spiller, Silkeborg-angriberen Marvin Pourie, dog udlignet til 1-1. Ligesom Nicolaj Madsen er tyskeren oppe på otte mål i ligaen.
Nederlaget var HB Køges nummer 21 i sæsonens hidtidige 31 kampe.