I 2007 var der stadig omkring 3.000 mønttelefoner i Danmark. Otte år senere var der 500, i 2013 var det knap 200 og for to år siden var der kun 45 mønttelefoner tilbage.
Men nu er de sidste væk. Det skriver Aarhus Stiftstidende.
Firmaet Danske Mønttelefoner fjernede forleden mønttelefonerne på Banegårdspladsen, Lille Torv og Tordenskjoldsgade i Aarhus, og i løbet af den næste måned vil også selve telefonboksene været taget ned.
Det oplyser Michael Hardrup, direktør i firmaet Danske Mønttelefoner, til avisen. Danske Mønttelefoner overtog i 2009 ansvaret for telefonboksene i Danmark fra TDC.
- De blev fjernet inden for en time i Aarhus, og de var formentlig de sidste i Danmark, der blev pillet ned, siger Michael Hardrup til Aarhus Stiftstidende.
Dermed er det endeligt slut med muligheden for at ringe med mønter fra gader og stræder - en æra på 121 år er slut.
Den første telefonboks blev stillet op i København i 1896, mens den første type telefonboks, af dem de fleste kender, blev stillet op i Gentofte i 1934.
Siden mobiltelefonen blev allemandseje er telefonbokse og mønttelefoner blevet færre og færre, og nu er det slut.