Der er dansk finaledeltagelse ved kajak-VM i ungarske Szeged lørdag.
I sin enerkajak roede Emma Aastrand Jørgensen sig i sin semifinale til en tredjeplads, som var minimumkravet for at kvalificere sig til lørdagens finale.
Hun sluttede efter den stærke newzealænder Lisa Carrington og portugiseren Teresa Portela.
Selv om danskeren tog det yderste mandat til finalen, var finaledeltagelsen aldrig i fare, da hun havde god afstand til fjerdepladsen.
Emma Aastrand Jørgensen stiller op i tre discipliner ved VM, og hun er nu i finalen i den første af dem.
Finalen afvikles lørdag klokken 11.33.
Også Bolette Nyvang Iversen er klar til finale lørdag. Hun snuppede også den nødvendige tredjeplads, da hun var på vandet i 1000 meter enerkajak.
Til gengæld blev der ingen finaleplads til kollegaen og landsmanden René Holten Poulsen, som fredag roede semifinale i 1000 meter enerkajak.
Han sluttede sidste i sin semifinale og var hele 22 sekunder fra vinderen af semifinalen, Josef Dostal.
/ritzau/