Søndag fandt frivillige en sort trøje, der ligner den trøje, som den forsvundne Emilie Meng havde på, da hun sidst blev set.
Det oplyser stifteren af Facebook-gruppen "Forsvundne Personer", Sofie Sønderup, til BT.
- Vi har fundet en sort trøje, der ligner den, som Emilie havde på, da hun forsvandt. Vedkommende, der fandt trøjen, gjorde, som hun havde fået besked på og trak sig idet, hun så trøjen og kontaktede politiet, så de kunne afhente den og sikre bevismateriale, siger Sofie Sønderup til BT.
Ifølge TV Øst vil efterforskningsleder Marianne Roed fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke udtale sig om resultaterne af søndagens eftersøgninger.
Der blev også ledt efter Emilie Meng fredag og lørdag. Her blev der fundet flere effekter, som er indleveret til politiet, skriver TV Øst.
Fire uger siden Emilie forsvandt
Da de frivillige begyndte deres søgning søndag morgen, var det præcis fire uger siden, Emilie Meng fra Korsør sporløst forsvandt efter en bytur. Hun er sidst set 10. juli klokken 04 om morgenen på stationen i Korsør.
Hun havde sammen med to veninder været i byen i Slagelse. De to veninder valgte at tage en taxa hjem, men Emilie Meng ville gå de 3,5 kilometer til sit hjem hos hendes forældre. Siden har ingen set hende.
Klokken 9.30 skulle hun være mødt på arbejde som kirkesanger i Korsør Kirke, men hun mødte aldrig op.