I den originale kalender stod arrangementerne som "private".
Men da journalister fik lov at se i kalenderen, så var Bendt Bendtsens møder pludselig ændret til erhvervsformål.
Ifølge Jyllands-Posten har topembedsmænd således pyntet på ministerens kalender i så høj en grad, at der er tale om brud på loven.
- Det er lodret i strid med offentlighedsloven og stærkt kritisabelt, at man tilføjer oplysninger i kalenderen, siger Oluf Jørgensen, afdelingsforstander ved Danmarks Journalisthøjskole og ekspert i offentlighedsloven.
Og den vurderingen deler to lektorer i forvaltningsret, Sten Bønsing fra Aalborg Universitet, og Michael Gøtze fra Københavns Universitet.
Tilbagevirkende kraft
- Det virker, som om embedsmændene med tilbagevirkende kraft forsøger at frikende ministeren for nogle af de ture, hvor han har haft privat kørsel, siger Line Barfod fra Enhedslisten til avisen.
Overfor Jyllands-Posten afviser ministeriet at have gjort noget galt. De kalder det i stedet "en service," at man har tilføjet oplysninger om kalenderen.
- Det er baseret på en vurdering af de enkelte arrangementer, og ministeriet står selvsagt inde for dette, skriver kontorchef Mette K. Hansen, Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Søndag kom det frem, at Bendt Bendtsen ved flere lejligheder har brugt sin ministerbil til private ture - for eksempel, når han kom hjem fra private ferier og landede i Københavns Lufthavn.
De Konservative mener ikke, at Bendtsen har gjort noget forkert.