To eksperter i offentlig forvaltning kritiserer Finansministeriets embedsmænd for at have hjulpet den tidligere regering med at angribe S-SF's skatteudspil, Fair Løsning.
Det viser en aktindsigt, B.T. har fået i et notat med overskriften 'Talepunkter vedrørende S og SF's skatteudspil' fra 4. september 2009.
I det såkaldte talepapir kalder to embedsmænd Fair Løsning for "næsten komisk," og dermed bryder de reglerne om partipolitisk neutralitet, mener Professor i offentlig forvaltning fra Aalborg Universitet, Henning Jørgensen.
"Jeg mener, at embedsmændene gik langt ud over reglerne. Også selv om det var i et talepapir. De fungerede her mere som Venstres presseagenter end som embedsmænd," siger Henning Jørgensen til B.T.
Også på Københavns Universitet ryster professor i offentlig forvaltning Tim Knudsen på hovedet.
"Jeg har aldrig før oplevet embedsmænd skrive sådan i et oplæg til en minister. Embedsmænd må ikke være partipolitiske, og derfor mener jeg, at embedsmændene i denne sag trådte ud over reglerne ved at bruge så værdiladede begreber om de politiske modstanderes udspil," siger Tim Knudsen til B.T.
Daværende finansminister, Claus Hjort Frederiksen (V), mener imidlertid, at professorernes kritik er noget sludder.
"Det her er jo en underdrivelse fra embedsmændenes side og en typisk måde for embedsmændene at udtrykke sig på. Det rigtige udtryk burde være plat og svindel, men det kan embedsmænd selvfølgelig ikke skrive," siger Claus Hjort Frederiksen til B.T.
Kilde: B.T.